Ferielukket til og med 15. sep. - Skriv bare » Jeg svarer straks jeg er retur🚀

GUIDE: Lav et HTML sitemap / XML sitemap

Et sitemap er, lidt direkte oversat, et kort over din hjemmeside eller webshop. Det viser din komplette struktur, og giver søgemaskinerne (eller dine besøgende) et overblik over alle dine URL'er på siden. I hvert fald de URL'er du ønsker at vise, for resten bør du bare udelade.

Der er to slags sitemaps:

  • HTML sitemap er et tekst-sitemap, altså i princippet bare en almindelig side du har skrevet
  • XML sitemap ligner en bunke kode når du tilgår det, og er genereret af dit system

HTML sitemap / tekst sitemap

Et HTML sitemap er egentlig bare en side du selv skriver, se mit her (åbner i nyt vindue). Heri har jeg lavet et overbliv over de vigtigste sider jeg har, og tilføjet en lille tekst dertil - og selvfølgelig linket til pågældende side, med en sigende ankertekst. Så simpelt er det faktisk.

Hvorfor skal jeg have et HTML-sitemap?
Søgemaskiner elsker struktur og relation. Et HTML sitemap giver søgemaskiner - og dine besøgende - et godt overblik over de sider, du mener er vigtigst og mest sigende for netop dit site. Og hvis de er vigtige for dig, så mon ikke Google også mener de er lidt mere relevante at vise?

  

Sådan laver du et HTML sitemap

Du skal, i dit webshopsystem eller hjemmeside program, oprette en helt almindelig landing page (side). Den skal ikke ligges i nogen kategori, og du skal navngive den /sitemap.html (.html er ikke afgørende, det gør en del systemer dog automatisk). Sådan er du sådan set klar til at skrive det.

Om du har 10 links eller 100 links deri betyder ikke noget. Du skal bare sikre at du har alle de sider du ønsker, at søgemaskinerne ser. Har du en meget stor side, så anbefaler jeg, at du går specifikt efter de aller-vigtigste. Du kan godt tage vigtige produkter med deri også.

Opbygning af HTML sitemap

  • H1-overskrift (læs min guide til H-tags)
  • Indledende tekststykke (hvad handler din side om)
  • Dato for senest opdateret (husk at opdatere det løbende)
  • Links til dine vigtige sider, sammen med 1-3 sætninger om sidens indhold
    - Disse kan med fordel deles op i kategorier med overskrifter

Når du har opbygget det, så link til det fra din footer eller forsiden. Og husk at få det opdateret løbende.

XML sitemap

Et XML-sitemap er noget mere teknisk, og ikke noget du bare lige selv bygger. Se eks. på et sådan her. Men heldigvis er det sådan, at de fleste moderne webshopsystemer selv kan generere XML sitemaps. Det har den fordel, at systemet samtidig selv opdatere og f.eks. fjerne sider som du sletter, og tilføjer nye som oprettes.

Dit sitemap.xml skal indeholde et komplet overblik over alle dine aktive og relevante sider. Det vil sige, at du sagtens kan undlade ligegyldig sider som handelsbetingelser, cookie politik osv. Du skal også sikre dig, at dit sitemap automatisk opdateres, så sider du sletter bliver fjernet derfra - og omvendt, at sider du opretter kommer deri.

Huskliste til XML sitemap

  • Gør det tilgængelig i din robots.txt
  • Tilknyt det til din Google Search Console
  • Hav kun aktive sider deri, undlad ligegyldige sider

  

Sådan laver du XML-sitemap

Da du ikke sådan bare lige selv kan oprette et sitemap.xml, skal du starte med at spørge dine udviklere om det ligger i dit shopsystem. Det kan også være, at det kan fås via et simpelt modul. Det skal virke automatisk, du skal ikke selv manuelt være nødt til at opdatere det (for du får næppe gjort det ofte nok).

Ligger det ikke indbygget i dit shopsystem, og kan det ikke fås via en udvidelse, så spørg din udvikler om deres forslag. Mit gæt er, at din udvikler kender til et andet system som kan lave dit XML-sitemap - og som passer eller kan integreres med din webshop eller hjemmeside.

Er din udvikler helt blank? Så kontakt mig.

Artiklen er skrevet af Steffen Andersen

Sidst opdateret: 4. jul. 2024

Det behøver ikke være så svært, at få gang i biksen 🚀
» Kontakt mig 
«

GangiBiksen.dk | Sitemap | SAMK ApS | CVR 37306223