Ferielukket til og med 15. sep. - Skriv bare » Jeg svarer straks jeg er retur🚀

GUIDE: Sådan laver du søgeordsanalyse til dit site

Nu starter jeg med at udlevere mig selv. De første 6 år jeg drev webshop, lavede jeg ikke én eneste søgeordsanalyse. Jeg gættede mig bare til hvad kunder ville spørge efter, hvis de skulle bruge mit produkt. Det virkede egentlig okay for mig, men den går altså ikke for dig!

Dels er e-handel blevet besat af dygtige mennesker, dels går du glip af mange muligheder for din webshop eller hjemmeside. Jeg laver selvfølgelig også søgeordsanalyser til de kunder jeg hjælper med SEO.

 

Lær søgeordsanalyse, step by step:
  

  1. Hvad er en søgeordsanalyse?
  2. Hvornår jeg skal lave en søgeordsanalyse?
  3. Huskeliste til søgeordsanalyse
  4. Tools til søgeordsanalyse
  5. Den hurtige søgeordsanalyse
  6. Den grundige søgeordsanalyse

Hvad er en søgeordsanalyse?

En søgeordsanalyse handler om at finde ud af hvad folk søger på, indenfor et givent emne. Du undersøger alle søgninger folk laver, som relaterer sig til emnet, og udvælger så de mest relevante søgeord. Det er disse udvalgte søgeord du vil arbejde på, at rangere højt på i Google.

Lad os tage et eksempel

Du sælger sko, og tænker at du jo skal have en produktkategori på din webshop som hedder sko. Det er åbenlyst, tænker du, og smider alle de forskellige sko du har, i denne kategori kaldet sko. Men du sælger ikke helt så godt som håbet.

  • Dels er det svært at finde den sko-type man havde tænkt, blandt de mange typer sko.
  • Dels ligger du på side 12 på Google når der søges på "sko".

Havde du lavet en søgeordsanalyse, ville du have fundet ud af at konkurrencen på sko var hård. Men også at der er en masse mere specifikke ord: Brune sko, sko med gule snørebånd, festlige sko, lædersko, sko til skæve fødder osv.

Ganske vidst har søgninger på "sko" (lad os sige) 1.000 søgninger om måneden, hvor "sko til skæve fødder" kun 150 søgninger om måneden. Men det kan være langt nemmere at rangere højt på Google på små søgeord - og ikke mindst, så er sko til skæve fødder langt mere konkret og tættere på et køb.

Det vil sige

  • Du laver en søgeordsanalyse for at se, hvilke søgeord der er vigtige for din side/kategori/produkt/service/artikel.
  • Du finder frem til de søgeord som du mener nemmest og mest relevant at kan rangere på i Google.
  • Du finder udtryk og søgeord som du aldrig selv havde gættet folk søgte på.
  • Du finder de søgninger som folk mangler svar på (og som du kan svare på i din tekst).

Læs videre om hvornår du skal lave en søgeordsanalyse 👇

Hvornår jeg skal lave en søgeordsanalyse?

Jeg tror at de fleste SEO-eksperter vil sige, at du skal lave søgeordsanalyse før noget andet. Det giver dig ingen værdi, at du bruger tid på at oprette en ny produktkategori, blot for at opdage, at ingen søger på det du har kaldt den, eller det du skriver om.

Lav en søgeordsanalyse når du overvejer (altså FØR du gør det):

  • Nye produkter i sortiment
    - Hvor stor søgevolumen er der på produktet?
    - Er søgevolumen større på et tilsvarende produktet fra andet mærke, i en anden farve eller lign.?
    - Er der søgeordsfraser du mener at kunne få gode placeringer på?
  • Nye produktkategorier
    - Er der søgevolumen nok til en ny produktkategori?
    - Kan du dække de søgninger der er, med de produkter du påtænker?
    - Er kategorinavnet du tænker det rigtige, i forhold til hvad folk søger efter?
  • At skrive nye blogindlæg og artikler
    - Er der overhovedet søgninger i relation til emnet du vil skrive om?
    - Hvad mangler folk svar på indenfor emnet?
    - Hvilke løsninger har du til de udfordringer læseren søger svar på?
  • At ændre navn på en produktkategori
    - Ændrer du til noget med flere eller færre søgninger?
    - Er ændringen du tænker korrekt, eller er der et endnu bedre søgeord?
    - Hvor god er din placering på nuværende søgeord, og kan du få det samme på det nye søgeord?
  • At ændre navn på et blogindlæg
    - Skal navnet ændres, eller måske det bare skal slettes?
    - Kannibalisere søgeordet på andre sider (har siden sammen søgefokus som en anden side)?

Læs videre og få huskelisten til søgeordsanalyse 👇

Huskeliste til søgeordsanalyse

Hav altid disse ting i baghovedet, når du laver søgeordsanalyse.

Ny side VS opdatering af eksisterende
Har du en side (kategori, blogindlæg, produkt, mv.) som ikke er højt nok rangeret og tænker; Så laver jeg da lige en side mere om emnet, så har jeg jo to. Så siger jeg - NEJ da!
Du skal opdatere den side du allerede har, ikke bare lave en ny - medmindre det er et relateret søgeord, som kan have nytte af sin egen side.

Kannibalisering
Man kommer nemt til, at have samme søgeordsfokus på mere end én side. Det er selvfølgelig ikke godt, for Google kan have svært ved at vælge én. Det kan f.eks. betyde at:
- Ingen af siderne får rigtig gode placeringer
- Den (mener du) forkerte side rangeres bedst
- At dine kunder ender på en mindre relevant side

Tjek på Google om du har en side relateret til emnet sådan: > Emne site:dinside.dk <

Sådan laver du en site-søgning på google


Longtail / søgefraser
Prøv at finde såkaldte longtail søgeord, altså søgefraser eller søgeord med mere end ét ord. Disse er ofte både mere relevant at blive fundet på, og ofte også nemmere at få en god placering på.
Det betyder ikke, at du skal glemme de brede søgeord, men derimod huske de små og mere specifikke.

Et eksempel kan være, at har du en kategori kaldet Stegepander (bredt søgeord), så beskriv også (eks.) Firkantet stegepande med riller (longtail søgeord).

Primære søgeord
Det primære søgeord er dét som siden handler om. Det kunne f.eks. være Stegepander, som i vores eks. herover, er det absolut vigtigste søgeord.
En side kan i princippet godt have 2 primære søgeord, hvis de er meget, meget tæt relateret (Stegepande & Pande).

Sekundære søgeord
Den/de sekundære søgeord er typisk her hvor du kigger på longtail søgeord og søgefraser. Det kan også være stegepande 20cm, stegepande uden håndtag og lign.
Altså søgeord som bakker dit primære søgeord op, og beskriver emnet bredere.

Gå efter "små" søgeord
Det er fristende at gå efter søgeord med flest søgninger på Google. Men er det den bedste løsning for dig?

Hvis du har en større og igangværende side med gode placeringer, så skal du have fokus på både store og små søgeord.
Men har du en mindre side, så fokuser på de mindre søgeord først! De er nemmere at få gode placeringer på, simpelthen fordi de store sites ikke magter at optimere ud fra små søgeord.

Obs! I forhold til vores eksempel med stegepander. Du skal stadig kalde din produktkategori for Stegepander, og det er stadig dit primære søgeord. Men siden skal i højere grad have tekst omkring mindre søgeord og sekundære søgeord.


Læs videre og få de værktøjer du skal bruge 👇

Online-værktøjer til søgeordsanalyse

Her er de tools/værktøjer som du kan bruge, når du laver søgeordsanalyse til dit website. Der findes mange forskellige, så jeg holder mig kraftigt begrænset!

  • Google.dk - Ja, søg på Google! Her kommer Google selv med forslag, ofte stillede spørgsmål og konkurrenter.
  • Google Search Console - Tilknyt Google Search Console til din side, og få værdifuld SEO-viden og dine søgeord.
  • Google Keyword Planner - Bruger du Google Ads, kan du derinde finde dette tool som virker fantastisk!
  • Morningscore - Få 14 dages gratis adgang til dansk SEO-tool, inklusiv en nem søgeords-finder.
  • Conversio Hub - Gratis (indtil videre) søgeordstool som viser volumen og finder relaterede søgeord.
  • SEO.ai søgeords generator - Lav en kort beskrivelse af emnet, og få generet søgeord med AI.
  • ChatGPT - Jeg er ikke altid kæmpe fan af resultaterne, men det er en god anden vinkel.

Læs videre om den hurtige søgeordsanalyse 👇

Den hurtige søgeordsanalyse

Du kan bruge den "hurtige" søgeordsanalyse til produkter, mindre kategorier og til at justere, tilføje eller tjekke eksisterende sider og mindre kategorier. Ja, bevares, det er bedre at lave en grundig analyse - men det har vi bare ikke altid tid til.

Sådan laver du en hurtig søgeordsanalyse

  • Brianstorm over mulige ting dit produkt kan kaldes
  • Smid det primære søgeord ind i Conversio Hub
  • Spørg ChatGPT
  • Lav en søgning på Google.dk

Tanken her er, at du skimter hvad der er af relaterede søgeord, longtail og søgefraser, relateret til et primær søgeord. Måske der er noget du skal tilføje til en eksisterende tekst? Eller måske der er nogle vinkler du ikke selv have tænkt på.


Læs videre om den grundige søgeordsanalyse 👇

Den grundige søgeordsanalyse

Den grundige søgeordsanalyse kan godt tage lidt tid. Men den er vigtig for sidens fremtid, og så hjælper den med at finde relaterede emner at skrive om. Generelt handler det her om, at du studere din data lidt mere, og ikke bare skimter.

Den grundige søgeanalyse er til produktkategorier, vigtige nye produkter, varer som sælger godt eller har stor fortjeneste og blogindlæg/artikler.

Sådan laver du en grundig søgeordsanalyse

  • Brainstorm og find synonymer, kaldenavne, lignende produkter, typiske problemer som du kan løse mv.
  • Vælg 2-3 steder du vil søge efter søgeord, jeg vil anbefale:
    - Et SEO-tool som Morningscore (som også kan bruges til overblik og at gemme søgeord)
    - Conversio Hub (især god til relaterede søgeord)
    - Google.dk (og evt. Keyword Planner i Google Ads)
  • Brug et excelark (eller et SEO-tool) til at skabe et overblik over en sides primære søgeord, blandet med de sekundære søgeord der er

Artiklen er skrevet af Steffen Andersen

Sidst opdateret: 5. jul. 2024

Det behøver ikke være så svært, at få gang i biksen 🚀
» Kontakt mig 
«

GangiBiksen.dk | Sitemap | SAMK ApS | CVR 37306223